Vi mødtes om eftermiddagen ved Aarhus Å.
Planen var egentlig bare at starte på Gårdcaféen med en enkelt og samtidig aftale, hvor vi skulle spise aftensmad, og hvad resten af dagen skulle byde på.
Men vi blev hængende – tapas og fri vinbar var simpelthen for fristende.
Så i stedet for at rykke videre, endte vi med at blive der til langt ud på aftenen.
Det blev en super hyggelig aften, selvom lørdagen bød på lidt for mange rødvinstømmermænd 😊*

Eventmakers: Alle

Loge julefrokosten begyndte på Handwerk, hvor vi dog pga. mange gæster, blev sendt videre til Vin Danmark. Her fik vi en enkelt mens tropperne blev samlet. Dernæst gik turen til Det Glade Vanvid, hvor vi fik en fremragende middag med rigelige mængder vin og portvin. Det er stadig uklart, hvordan en dessert i den størrelse kan bære så mange flasker portvin 😊 Da klokken blev 22.30, blev lyset tændt, og vi blev venligt vist mod døren. Tilbage på Handwerk fortsatte vi lidt endnu, indtil historien gentog sig: lyset blev tændt og vi måtte videre. En del af selskabet rundede herefter af, mens resten fortsatte til Erlings Jazz- & Ølbar. Her holdt vi stand til kl. 02, hvor lyset endnu en gang blev tændt, og vi kunne notere aftenens tredje lukning.*

Eventmakers: Alle

Dejlig lørdag som startede ved Egå Engsø. Her fik vi morgenmad og der blev sparket dæk på Jespers ”nye” Ducati motorcykel.Derefter kørte vi til Århus Flugtskytte-klub. Her fik vi ramt på lerduer. Nogen fik ramt på flere end andre 😉 Efter det skulle sulten stilles på Burger King i Lystrup, hvor der blev bestilt ca. 30 cheeseburgere. Lørdagen sluttede i Skødstrup, nærmere bestemt Klaus’ kælder, hvor øl og vinsmagning blev afholdt og ganske lækker mad serveret.

Eventmakers: Jais & Klaus 

Vi mødtes på rådhuspladsen kl. 12.00. Vejret var dejligt, hvilket var meget godt, da arrangementet skulle foregå udenfor. Da tropperne var samlet, gik vi ned i Latinerkvarteret, hvor der var gadefest. Vi gik et par runder indtil vi fandt en bar med live sømandsmusik og store pølser. Efter et par fadøl og en dejlig pølse tog vi ud for at handle ind til øl og vinsmagning.Vi fandt spændende øl hos Erlings Flaskebutik og vin hos Pinot. Derefter tog turen til den gamle lystbådehavn, hvor vi havde arrangeret en sejltur med Sten. Vi sejlede ud, nød de gode drikke og det fantastiske vejr. Planen var en smuttur, men det endte med, at vi først var i havn igen halv 9. Vi nåede lige at få lidt at spise på Street Food, inden de lukkede for køkkenet. Aftenen sluttede på forunderlig vis hos Sten og Sørens kollega Henrik i Højbjerg. Vi havde om eftermiddagen ringet til ham for at sælge Sørens nye opfindelse en Bugplug til at sætte i støvsugeren, som gør at edderkopper og andet kryb, som man har suget op, ikke kravler ud af støvsugeren igen. En sjov og hyggelig lørdag, som gav lidt tømmermænd om søndagen 😊 

Eventmakers: Jesper & Søren

Tur til Barcelona. For anden gang siden 2010 tog logen til udlandet (Sjælland tæller ikke med). Og hvilken tur! Godt humør og godt vejr. Fredag formiddag var vi samlet i Billund Lufthavn. Her fik de fleste en burger og en bajer inden afgang. Da vi landede i Barcelona og fik tjekket ind på hotellet, gik turen mod stranden for at finde noget at spise. Vi kom til en fiskerestaurant, hvor vi dog i første omgang kun fik smagt den lokale sangria. Efter 5 kander var tørsten så småt stillet. Vi gik derefter mod gågaden for at finde noget mad. Det var ikke nogen nem opgave at finde bord til 10 personer, men vi endte på en restaurant/diskotek, hvor Ole ellers en halv time tidligere havde været inde for at pisse, og han frarådede kraftigt, at vi spiste der. Men vi fik noget ok mad i skæret fra de blå lamper og nogle meget store fadøl. Efter endt spisning og gratis grønne shots fandt vi vej ned i kælderen til “Karaoke” og drinks. Dagen efter var vi en smule ramte, men nu var det tid til at opleve noget. Vi sprang på en turistbus, hvor der var god udsigt fra øverste dæk. Vi kørte lidt rundt med tømmermænd og til sidst hoppede af ved havnen. Vi gik ad La Rambla’en, kom forbi et stort  markede Mercat de la Boqueria og vi fandt en god restaurant, hvor frokosten blev nydt. Lørdagen gik mest med at gå rundt og køre i bus. Om aftenen var der lysfest i det område, hvor vi boede. Her gik vi rundt og så de forskellige installationer. Om søndagen, hvor vi først skulle flyve sen eftermiddag, havde vi tid til at se Park Güell. Det var en perfekt afslutning på en perfekt tur.

Eventmakers: Kennet & Michael

Eventet startede på museet Dansk Motor- og Maskinsamling, hvor der var gamle, men meget specielle køretøjer og motorer. Derefter gik turen til Jais’ families sommerhus ved Sletterhage. Vi gik en god lang tur med en masse frisk luft og var forbi fyret, hvor vi fik en is. Herefter tog vi tilbage til sommerhuset, hvor Jais og Ole lavede rigtig dejlig mad. En hyggelig weekend med pulsen helt i bund 😊

Eventmakers: Jais & Ole

Herlig tidsoptimistisk tur til Fredericia. Vi skulle mødes i Fredericia 13.45 sharp! Arrangørerne var lidt forsinket ca. 12 minutter, måske lidt mere 😉 I høj solskin fra en skyfri himmel blev gutterne præsenteret for dagens program. Derefter fik vi tjekket ind på Hotel Gammelhavn, som er et hyggeligt hotel midt i Fredericia by. Så gik turen mod Skærbæk til et besøg hos min far Poul til en omgang kaffe, øl og kage. I den forbindelse skal nævnes, at min far synes det var utrolig hyggeligt at møde jer alle 😊 Da maverne var fyldte kørte vi mod Middelfart over på Fyn siden til en tur på broen. Den Gamle Lillebæltsbro. Vi fik en tidligere Elingeniør, nu pensionist på som guide. Han vidste en masse og da han fik at vide, at vi var Maskiningeniører blev informationerne en tand mere tekniske. Tilbage på fast grund tog vi en øl på parkeringspladsen og drog derefter mod hotellet. Arrangørerne (Klaus og Søren) havde store planer om hygge på hotelværelset med øl og vinsmagning, men tiden var ikke til det. Da vi kom til hotellet, tog vi kort tid efter videre for at finde noget at spise. Få meter derfra var der en Street Food. Her nåede vi lige at bestille mad inden kl. 21, hvor madstederne lukkede. Men men men, da klokken slog 22 var der Happy Hour. Og vi skal mange år tilbage, siden vi sidst har fået drinks i byen til den pris 👍 Aftenen sluttede på Den Engelske Pub til live musik og raflebægere.

Eventmakers: Klaus & Søren

Fantastisk julefrokost hos Jesper. Jais og Jesper havde på kort tid arrangeret en rigtig lækker julefrokost, helt i julens ånd. Der manglede ikke noget og snaps var der også i rigelige mængder 😊 En aften med sang, grin og gamle røverhistorier.

Eventmakers: Jais & Jesper

Et arrangement som stod på hygge og leg.
Vi mødtes kl. 12 ved Århus VR i Brabrand til en gang virtual reality.
Vi gav den gas i en times tid. Ja det gav sved på panden og ryggen.
Vi spillede forskellige spil, nogle hvor vi hver i sær var på egen hånd, men også spil, hvor vi skulle samarbejde. Det var god underholdning og vi tog det meget seriøst 😊
Derefter fik vi lidt frokost. Under frokosten fik vi øje på en Rodeotyr, som var til fri afbenyttelse. Det gav nogle gode latterkramper specielt på niveau 3 😃
Efter frokosten og tyren tog vi på gåben til et lille skovområde, hvor Vinsvinet delte ud af de røde dråber.
Herefter gik turen til Golfskoven i Højbjerg, hvor vi kig runden på de 18 huller, fik aftensmad og spillede en omgang Poolball.
Vi sluttede hjemme hos Jesper til en øl og en gennemgang af byggeprojekterne.
 

Eventmakers: Morten & Søren

Jais og Michael fik endnu et forsøg på at arrangere et logearrangement uden alt for stort frafald 😊

Det lykkedes rigtig fint og vi fik igen taget hul på fællesaktivitet efter aflysninger pga. Corona. Arrangementet startede ved Jysk Automobilmuseum, hvor vi fik nørdet lidt i teknik og gamle biler.

Efterfølgende tog vi til Store Troldhøj, hvor vi fik noget frisk luft.

Endnu et punkt på dagsordenen var turen til et (ukendt) naturområde, hvor Michael legede røver og soldater, som barn.

Her nød vi de ”dyre” dråber af medbragte drikkevarer fra Ølhunden og Vinsvinet.

Turen gik derefter hjem til Michael i Bording, hvor aftensmaden blev konsumeret og senere skulle der slås søm i (i stuen).

 

Eventmakers: Jais & Michael